Milankovitch-cyklusser er cykliske svingninger i indstrålingen af sollys på Jorden, hvilket skaber cykliske klimaforandringer over årtusinder.
De seneste én million år har det blandt andet givet istider med 100.000 års mellemrum og den nuværende varmeperiode, der har varet 11.000 år.

Milankovitch-cyklusser opstår på baggrund af tre forskellige måder, som Solens indstråling på Jordens nordlige halvkugle ændrer sig over tid.

1. Jordes bane omkring Solen holder ikke altid den samme ellipseformede bane. Nogle gange er Jordens bane tættere på Solen, mens den andre
gange er længere væk. Denne bane skaber en cyklus på 100.000 år og en cyklus på 405.000 år.

2. Jordens akse har en hældning, der ændrer sig i forhold til Solen. Hældningen er dog ikke konstant, men svinger mellem 22 og 24 grader.
Jo større hældningen er, des større er forskellen på sommer og vinter. Denne cyklus varer 41.000 år.

3. Jorden drejer rundt om sin egen akse. Det giver dag og nat. På grund af Jordens elliptiske bane og hældningen i forhold til Solen opstår en
cyklus på omkring 20.000 år, hvor der er forskel på, om Jorden er tættest på Solen om sommeren eller vinteren.

Disse tre cyklusser skaber samlet nogle svingninger i klimaet, som henover de seneste 100.000 år er resulteret i blandt andet i istider.
Milankovitch-cyklusserne har også indflydelse på regnmængder, vindhastigheder og cirkulationen af vand i verdenshavene.

Forskere har længe debatteret, hvilke Milankovitch-cyklusser der har den største indflydelse på klimaet. Nogle mener, at de korte cyklusser har
den største indvirkning, mens andre mener, at de lange cyklusser har den største indvirkning.