Den seneste istid kaldet ”Younger Dryas”

Nytår 2019

Den seneste istid varede 1.200–1.300 år, fra 13.600 til ca. år 12.300 før vor tidsregning.

Der har været delte meninger – som altid, når en ny hypotese fremkommer – om grunden til så voldsomme ændringer i jorden klimatiske forhold, når der diskuteres blandt fag- og lægfolk, og det har der også været i forholdet omkring YD’s start- og sluttidspunkt, og især når der diskuteres årsagen til YD’s drastiske opståen og afslutning.

For 14.800 år siden sluttede den store og langvarige istid, og menneskene begyndte så småt at finde sig selv. Men hen over de næste 2.000 år, skete der et dramatisk fald i temperaturen efter nogle pludselige hændelser, og dette anses af lægfolk og enkelte fagfolk, som en række af kosmisk katastrofe, der kun kan være forårsaget af en komet eller et meteornedslag, eller måske et ikke tidligere registreret vulkanudbrud – måske en kombination af disse. Dog viser aflejringer og sediment, at et kometnedslag er mest sandsynlig.

Fagfolk derimod kan ikke acceptere en sådan teori, før der ligger beviser af videnskabelig karakter, og de har derfor forkastet en sådan hypotese i mange år.

http://math.ucr.edu/home/baez/temperature/greenland.18kyr.gif

Herover ses en graf der viser temperaturudviklingen i Grønland gennem de seneste 17.000 år,
Kilde: The Azimuth Project

For 11.700 år siden steg temperaturen igen dramatisk pludselig, og der har gennem de seneste 10.000 år være en relativ stabil periode, men mindre udsving af koldere perioder.

Af grafen ses ”Little Ice Age”, også kaldet ”Mauder Minimum” som varede fra år 1645 til 1715 hvor der blev observeret forholdsvis få solpletter – se Wikipedia, som svinger med en 11 års cyklus.

Netop her i år 2018 er vi ved at passere et minimumspunkt for solpletaktivitet, og mængden af solpletaktivitet bliver tolket som værende begyndelse til et nyt Mauder Minimum, fordi antallet af solpletter har været for nedadgående de seneste udsvingsperioder, og er jævnt faldet siden 1960 og frem til i dag. 
Dette tolkes af den officielle videnskab som om vi er på vej ind i en "lille" istid.

Nedenstående billede er fra National Science Foundation og viser en grafisk fremstilling af forløbet siden år 1880.

Fig 1 image

Videnskaben i dag forklarer stigende temperaturer med CO2-udslip fra den menneskelige aktivitet, som værende grunden til en stigende drivhuseffekt, men der er tilsyneladende intet der indikerer, at dette skulle være tilfældet.

Der har altid været svingninger i jordens klima, med varmere og koldere perioder, hvilket er bevist i grafen over temperaturmålingerne fra Grønland.

Ovenstående temperaturkurve viser stigningen i den globale temperatur tilbage fra 1890 og til 2018. Den viser en stigning på mindre end 1 (een) grad, og er det unormalt? (tryk på billedet for den Japanske hjemmeside)

Kurven viser IKKE nogen stigning, som kan sættes i forbindelse med et højere CO2-udslip.

Der er en svag stigning under WW2, som falder igen, da den slutter. Utroligt nok er der ingen indikation for WW1.

Hvis man sammenligner med temperaturen i isen på Grønland, ligger vi langt fra noget, der ligner en unormal situation, tvært imod ligger denne måling i det helt normale og forventelige måleområde.

De pludselige og dramatiske udsving som vi finder i starten og slutningen af YD-perioden, er til gengæld et studium værdigt, og der er flere indicier på, at der for netop ca. 13.600 år siden har været en komet- eller meteoreksplosion over det nordlige USA, hvor en komet/meteor er sprængt i luften i 10–20 km højde over det daværende 2 miles tykke isdække nord for de store søer, og spredt rester af sig selv over det meste af USA.

Denne hændelse har udryddet større dyr som mammut, bjørn og andre store dyr, samtidig med Cloviskulturens totale udryddelse i USA. Desuden har hændelsen haft stor indvirkning på resten af verden, med langvarige perioder med regn og andet nedfald fra himlen, og det vi i dag ville kalde atomvinter, som kan have varet i flere år med manglende sollys og dermed manglende frugter og bær til datidens jægere og samlere og dyrelivet i almindelighed.

Ligeledes har afslutningen på YD være dramatisk. 

I det nordlige Grønland er fundet et krater efter et meteornedslag der, på 31 km i diameter, foreløbig dateret til at være 11.700 år gammel, som dermed passer med afslutningen af YD.

Hiawatha krateret har ved sin dannelse ved dette nedslag, fuldstændig fordampet isen og sendt en tsunami ned gennem Baffin bugten og ud i Atlanterhavet, med en så enorm styrke, at det vil have efterladt sig spor så langt sydpå som Antaktis, hvis man kigge efter det.

Her skal desuden påtænkes at, ved denne hændelse blev 90 % af jorden mennesker udryddet, og store oversvømmelser af bibelske dimensioner var resultatet, og netop afsmeltningen af isen fik havene til at stige 125 meter over daværende vandlinje, og har dermed druknet en utrolig masse mennesker, som har levet langs kysterne.

Den bibelske vandflod og lignende historier fra hele verden, er helt sikker en beskrivelse af denne katastrofale hændelse, ligesom myten om ATLANTIS's undergang.

Har vi nu set det sidste til den slags hændelser?

Det er der ikke enighed om. Fra officiel side kommer der beroligende udtalelser om, at disse hændelser er ualmindelig sjældne, og at de kun sker én gang for hver 10 millioner år.

Seneste forskning siger dog noget andet.

Tunguskahændelsen i Sibirien i året 1908 er en påmindelse om, at sådan noget sker af og til, og senest Tjeljabinsk-meteoren i 2013, der efterlod 1200 sårede personer viser med al tydelighed, at faren fra himlen skal tages mere alvorligt end vi umiddelbar tror.
Stenen fra rummet havde en diameter på 15 meter og vejede 10.000 tons.

Ifølge astrofysikeren Patrik Nordvist fra Umeå Universitet var Tjeljabinsk-meteoritten kun 2 minutter og 40 sekunder fra at ramme København eller det sydlige Sverige. Den eksploderede i en højde af 15–20 km med en energi svarende til 500 kiloton TNT, eller en stor atombombe.

Ifølge NASA sker den slags meteornedslag én gang hvert 100. år.

Det viser sig, hvis man går nærmere ind i dette studie, at der oftere end hvad officielle kilder fortæller, faldet meteorer af ret varierende størrelser, og lægmandsudtalelser taler om et nedfald hvert tyvende år af nogle på størrelse med en lille bil, andre på størrelse med en dobbeltdækker bus, bortset fra den mængde at stjerneskud, der som støv, grus og småsten falder hvert døgn.

Nu er jorden for det meste dækket af hav, så derfor er det ret usandsynlig, at et menneske skulle blive ramt i hovedet.

Hvert år passerer jorden 2 gange gennem en koncentration af rester fra en komet, og det er foreløbigt sket med bind for øjnene af mennesker.
Tjeljabinsk-meteoritten er netop en rest fra denne komet, og der er masser af disse rester tilbage, som med tiden vil ramme jorden.

NASA forsøger at holde styr på disse rester, men mængden af dem ser ud til at være ret uoverskuelig, og netop Tjeljabinsk-meteoritten blev IKKE moniteret, på grund af den retning den kom fra, som var retningen mod solen. Her bliver de fleste meteorer skjult af det stærke lys fra solen.

Helt nye og enestående analyser viser, at Jorden ca. to gange om året bliver ramt af så store sten fra rummet, at de eksploderer i atmosfæren med en kraft, der er en atombombe værdig.

Og med ca. 100 års mellemrum styrter så store himmellegemer ned, at de vil være i stand til at udslette en hel millionby.

2004 AS1 (også kendt under sit første midlertidige navn AL00667) er en nærjords asteroide af typen apolloasteroide med en diameter på 500 m, opdaget 13. januar 2004 og som passerede forbi Jorden den 15. januar 2004.

Hvis 2004 AS havde ramt jorden, var opdagelsen 2 dage før, ikke nok til at vi kunne have gjort noget for at afværge den.

Videnskab.dk kan der findes flere oplysninger om kometer og meteorer.

 

Palle A. Andersen, 2018/19